Neurodivergens – når det ikke kun handler om at passe bedre ind

Neurodivergens – når det ikke kun handler om at passe bedre ind

Nogle har kendt deres diagnose eller neurodivergens det meste af livet. Andre får først en forklaring som unge eller voksne – måske efter mange år med en oplevelse af, at noget, der tilsyneladende er enkelt for andre, kræver uforholdsmæssigt mange kræfter for dem selv.

For nogle kan en diagnose som ADHD eller autisme give en betydelig lettelse:

Der er en forklaring på, hvorfor jeg fungerer, som jeg gør.

Måske bliver erfaringer, der tidligere blev forstået som dovenskab, manglende disciplin, følsomhed eller utilstrækkelighed, pludselig begribelige på en anden måde.

Men en diagnose fortæller ikke hele historien om et menneske.

Vi formes også af vores erfaringer, relationer og de omgivelser, vi gennem livet har forsøgt at fungere i. Derfor er det interessant ikke kun at spørge hvad har du?, men også:

Hvordan fungerer netop du – og hvad sker der i mødet mellem dig og den verden, du skal fungere i?

Når en forskel bliver til en vanskelighed

Neurodivergens er ikke i sig selv et udtryk for, at der er noget galt med et menneske. Men det betyder ikke, at ADHD, autisme eller andre neurodivergente træk ikke kan medføre reelle vanskeligheder.

Det kan eksempelvis være svært at fastholde eller flytte opmærksomheden, skabe struktur, komme i gang med opgaver, regulere aktivitetsniveau og følelser eller håndtere mange sanseindtryk og sociale krav.

Hvor stor en vanskelighed noget bliver, afhænger imidlertid ofte af sammenhængen.

En evne til intens fordybelse kan være en stor ressource, når man arbejder med noget, der optager én – og samtidig gøre det svært at skifte opmærksomhed, når situationen kræver det. En stor følsomhed over for sanseindtryk kan give adgang til nuancer, andre overser, men også gøre et støjende miljø udmattende.

Derfor giver det mening at spørge:

Hvad er svært for dig?

Men lige så vigtigt:

Hvornår bliver det svært – og under hvilke betingelser fungerer du bedre?

Når du har brugt mange år på at passe ind

Mange neurodivergente mennesker bliver dygtige til at kompensere.

Man kan lære at skjule uro, efterligne sociale strategier, overforberede sig, presse sig gennem sansemæssig belastning eller udvikle omfattende systemer for at kompensere for vanskeligheder med struktur og opmærksomhed.

Udefra kan man derfor fremstå meget velfungerende.

Men det siger ikke nødvendigvis noget om, hvad det koster at fungere sådan.

Hvis man samtidig gennem livet gentagne gange har fået at vide – direkte eller indirekte – at man burde tage sig sammen, være mindre følsom, mere organiseret eller bare gøre som alle andre, kan forskelligheden efterhånden blive fortolket som en personlig mangel.

Det kan sætte sig i selvforståelsen:

Hvorfor kan jeg ikke bare…?

Hvorfor er det så svært for mig, når andre kan?

Hvorfor reagerer jeg så kraftigt?

Her kan en vigtig proces være at begynde at skelne mellem:

Hvem er jeg – og hvad har jeg lært, at jeg burde være?

Neurodivergens findes også i kroppen

Neurodivergens handler ikke kun om tanker og adfærd. Kroppen og nervesystemet er også med.

Sanseindtryk, sociale situationer, skift, mange samtidige opgaver, krav eller søvnmangel kan belaste systemet. Når belastningen stiger, kan både energiniveau og evnen til at regulere følelser ændre sig.

Det betyder, at en kraftig reaktion ikke nødvendigvis bedst forstås som et problem med selve reaktionen.

Et andet spørgsmål kan være:

Hvad har dit system været udsat for, før reaktionen kom?

Måske har du været koncentreret og social i mange timer. Måske har du håndteret støj, afbrydelser og skift hele dagen. Måske har du tilsidesat behovet for pauser for at kunne følge med.

Så kan arbejdet handle om at opdage belastningen tidligere og lære sit eget system bedre at kende. Struktur, pauser, bevægelse, søvn, sanser, vejrtrækning og bevidst energiforvaltning kan være nogle af de faktorer, der hjælper.

Ikke nødvendigvis for at få dig til at reagere mindre – men for at forstå hvad du reagerer på.

Hvad koster det dig at fungere?

Energi er en begrænset ressource.

To mennesker kan udføre præcis den samme opgave, uden at den kræver den samme mængde mental og fysisk energi.

Et møde, en arbejdsdag, en familiesammenkomst eller en tur i supermarkedet kan derfor se ganske ukompliceret ud udefra og samtidig kræve betydelige ressourcer.

Hvis hverdagen konsekvent kræver mere energi, end der er mulighed for at genopbygge, øges risikoen for overbelastning og udmattelse.

Derfor kan det være nyttigt at begynde at betragte energi som noget, der skal forvaltes:

Hvad bruger energi? Hvad giver energi? Hvad er nødvendigt? Hvad kan gøres anderledes?

Og måske især:

Hvor mange kræfter bruger du på at forsøge at fungere på en måde, der ikke passer særlig godt til dig?

Når forskellige måder at fungere på mødes i relationer

Neurodivergens eksisterer heller ikke uafhængigt af vores relationer.

Forskellige måder at kommunikere, registrere signaler, håndtere konflikter eller have behov for kontakt og alenetid kan let føre til misforståelser.

Den ene kan eksempelvis opleve den andens behov for at trække sig som afvisning, mens den anden forsøger at undgå overbelastning. En meget direkte kommunikation kan blive opfattet som kritik eller manglende omsorg, selv om det ikke var intentionen.

Her er det ikke nødvendigvis hjælpsomt at afgøre, hvem der kommunikerer på den "rigtige" måde.

Ofte er det mere interessant at forstå begge perspektiver:

Hvad oplevede du? Hvad oplevede den anden? Hvad havde I hver især brug for – og hvad troede I, den andens handling betød?

Når intentioner og behov bliver tydeligere, behøver forskellighed ikke automatisk at blive fortolket som manglende interesse, omsorg eller vilje.

Når arbejdslivet kræver mere, end man kan se

Arbejdslivet er et af de steder, hvor neurodivergente forskelle ofte bliver særligt tydelige.

Afbrydelser, åbne kontormiljøer, mange samtidige opgaver, uklare forventninger, hyppige skift og sociale krav kan være meget energikrævende.

Omvendt kan de rette arbejdsopgaver og rammer skabe mulighed for stor fordybelse, engagement, kreativitet og anvendelse af personlige styrker.

Derfor handler et bæredygtigt arbejdsliv ikke nødvendigvis kun om at udvikle flere strategier til at klare de eksisterende betingelser.

Spørgsmålet er ikke kun:

Hvordan kan jeg blive bedre til at tilpasse mig min arbejdsplads?

Men også:

Hvordan kan arbejdet organiseres, så det i højere grad tager højde for den måde, jeg faktisk fungerer på?

Nogle gange kan små ændringer i struktur, forventningsafstemning, arbejdsro, pauser eller kommunikation gøre en stor forskel.

Et liv, der også passer til dig

Målet er ikke at gøre et neurodivergent menneske mere neurotypisk.

Men målet er heller ikke at ignorere eller bagatellisere de vanskeligheder, der kan følge med ADHD, autisme eller andre måder at fungere på.

Det handler snarere om at forstå sit eget system bedre.

Hvad er reelt svært for dig? Hvad er dine ressourcer? Hvilke strategier hjælper? Hvilke betingelser får dig til at fungere bedre? Og hvilke krav bruger du måske uforholdsmæssigt mange kræfter på at leve op til?

Nogle ting kan trænes og udvikles. Andre skal måske accepteres og tages hensyn til. Og nogle gange er det omgivelserne – ikke mennesket – der med fordel kan ændres.

Målet er ikke at passe ind for enhver pris, men at skabe et liv, hvor der også er plads til den måde, du faktisk fungerer på.