Når vejen til et barn bliver anderledes end håbet

Ønsket om et barn kan rumme meget håb. Men når graviditeten lader vente på sig, eller en graviditet slutter før forventet, kan ønsket om et barn også blive forbundet med uvished, afmagt og sorg.

Fertilitetsbehandling og graviditetstab er forskellige erfaringer. Men fælles kan være oplevelsen af, at noget meget betydningsfuldt i ens liv samtidig er svært at kontrollere.

Og netop dét kan være en stor psykisk belastning.

Når livet kommer til at dreje sig om IVF

Et fertilitetsforløb er ikke kun et medicinsk forløb.

Det foregår også i et menneskes krop, tanker, relationer og hverdagsliv.

Undersøgelser, hormoner, ægudtagninger, ventetid og graviditetstests kan skabe en rytme, hvor livet gradvist organiseres omkring næste behandling og næste mulighed.

Hver behandling kan rumme et nyt håb – og dermed også risikoen for endnu en skuffelse.

Det kan være vanskeligt at vide, hvordan man skal forholde sig til håbet. Skal man turde tro på det? Eller forsøge at beskytte sig selv mod at håbe for meget?

Samtidig fortsætter livet omkring én. Venner bliver gravide. Invitationer til barnedåb og børnefødselsdage kommer. Andre kan spørge, hvornår man selv skal have børn, uden at kende historien bag.

Det kan vække følelser, man måske ikke bryder sig om at have: misundelse, vrede, sorg eller et ønske om at trække sig.

Men man kan godt være glad på et andet menneskes vegne og samtidig være ked af det på sine egne.

Modsatrettede følelser kan godt være sande på samme tid.

Når kroppen bliver et projekt

Fertilitetsproblemer og IVF kan ændre forholdet til kroppen.

En krop, man tidligere bare levede i, bliver undersøgt, målt og behandlet. Man kan begynde at betragte den ud fra, hvad den kan og ikke kan.

Hvorfor kan min krop ikke det, den burde kunne?

For nogle bliver det forbundet med skyld, skam eller en oplevelse af utilstrækkelighed.

Men vanskeligheder med at blive gravid er ikke en personlig fiasko. Og en krop, der ikke gør det, man længes efter, siger ikke noget om ens værdi som menneske.

En del af arbejdet kan derfor være at genfinde et forhold til kroppen, hvor den er mere end fertilitet, undersøgelser og behandlingsresultater.

Når håb og skuffelse afløser hinanden

Noget af det særligt belastende ved fertilitetsbehandling er gentagelsen.

Man håber. Venter. Fortolker kroppens signaler. Får et resultat. Og skal måske begynde igen.

Det kan være svært at finde balancen mellem at leve sit liv og samtidig være følelsesmæssigt investeret i noget, der har så stor betydning.

Nogle forsøger at bevare optimismen. Andre forsøger at holde forventningerne nede for at beskytte sig selv.

Der findes ikke én rigtig måde at være i uvisheden på.

Målet behøver ikke være at undgå frygt, sorg eller skuffelse, men at finde måder at rumme dem på, uden at fertilitetsforløbet kommer til at opsluge hele ens liv og identitet.

Når en graviditet slutter

En spontan abort eller et andet graviditetstab kan opleves meget forskelligt.

For nogle er sorgen intens fra begyndelsen. For andre kommer den senere. Nogle mærker sorg og tomhed, mens andre også oplever vrede, skyld, lettelse eller en følelse af uvirkelighed.

Der findes ikke en bestemt mængde sorg, der passer til længden af en graviditet.

For tabet handler ikke kun om det, der var.

Det kan også handle om det, der skulle have været.

Med graviditeten kan en forestilling om fremtiden allerede være begyndt. En termin. Et barn. En familie. En ny identitet.

Derfor kan man miste noget, der allerede havde fået stor betydning, selv om omgivelserne endnu ikke kunne se det.

Når omgivelserne forsøger at trøste

Graviditetstab kan være et tab, som andre har svært ved at forholde sig til.

"Det sker jo for mange."

"I kan prøve igen."

"Det var godt, det skete tidligt."

Kommentarerne kan være velmente forsøg på at skabe håb eller gøre smerten mindre.

Men noget kan godt være almindeligt og samtidig være smertefuldt.

Og en ny graviditet erstatter ikke nødvendigvis den, der gik tabt.

Nogle gange har vi mindre brug for, at sorgen bliver forklaret væk, end at et andet menneske kan være sammen med os i erkendelsen af, at noget betydningsfuldt gik tabt.

Når du bliver gravid igen

En ny graviditet efter et tidligere tab kan være præget af både glæde og frygt.

Den selvfølgelighed, man måske tidligere havde omkring, at en graviditet ville fortsætte, kan være forsvundet.

Man kan overvåge kroppens signaler, blive meget urolig før scanninger eller have svært ved at knytte sig til graviditeten af frygt for endnu et tab.

Måske tænker man:

Jeg burde kunne nyde det denne gang.

Men når man tidligere har erfaret, at noget vigtigt kan gå tabt, er det forståeligt, at kroppen og sindet reagerer anderledes.

Målet behøver ikke være at fjerne al frygt.

Det kan være at finde plads til håbet, uden at frygten behøver bestemme det hele.

Når I oplever det forskelligt

Fertilitetsbehandling og graviditetstab påvirker også parforholdet.

To mennesker oplever ikke nødvendigvis situationen på samme måde eller på samme tidspunkt.

Den ene kan have behov for at tale meget om det, mens den anden søger tilbage til hverdagen. Den ene kan ønske hurtigt at forsøge igen, mens den anden har brug for tid.

Forskellige reaktioner betyder ikke nødvendigvis, at den ene ønsker barnet mere eller sørger mere end den anden.

Men forskellene kan skabe afstand, hvis man begynder at opleve den andens måde at reagere på som forkert.

Der skal kunne være plads til to forskellige erfaringer af noget, man samtidig står i sammen.

At finde en måde at være i det, man ikke selv kan kontrollere

Et terapeutisk forløb kan ikke fjerne den grundlæggende uvished i fertilitetsbehandling eller gøre et graviditetstab ugjort.

Men der kan skabes et sted, hvor det, der er svært, ikke behøver at blive gjort mindre.

Et sted til sorg, vrede, håb, misundelse, afmagt og de modsatrettede følelser, som måske er svære at dele andre steder.

Noget kan have brug for at blive sørget over. Noget kan handle om at finde tilbage til kroppen eller parforholdet. Noget om at sætte grænser over for omgivelserne. Og noget om at bevare forbindelsen til resten af livet, mens man venter på noget, man ikke selv kan kontrollere.

Målet er ikke at føle det rigtige,

men at skabe plads til det, der faktisk er 

- og bevare forbindelsen til dig selv og dit liv,

mens du står i håbet, uvisheden eller tabet.